Nordjyske Stiftstidende 6. august 2010:

Meningsløse meningsmålinger

Thorning og Espersens eskapader er ren agurkesalat for medier og meningsmålere. Men det er et problem for demokratiet, når man spørger vælgerne om deres mening hele tiden. For det fjerner fokus fra de overordnede spørgsmål og visioner.

Da jeg i sin tid gik i skole, fortalte regnelæreren os i tide og utide, at man ikke kunne lægge ærter og gulerødder sammen.Denne indlysende leveregel er god i mange sammenhænge, og det kan derfor undre, at den endnu ikke er slået igennem blandt de professionelle meningmålere, som dagligt plager store dele af befolkningen med de mest mærkelige spørgsmål.

Branchens tåbeligheder nåede et nyt lavpunkt, da man mandag offentliggjorde en undersøgelse af, hvem der havde klaret sig bedst gennem medieturbulensen den seneste tid – Lene Espersen eller Helle Thorning-Schmidt.

Ud over at spørgsmålet er totalt irrelevant, da det ikke siger noget om befolkningens politiske bevægelser, så er det også et forsøg på at måle gulerødder mod ærter – eller måske snarere pest eller kolera. Den ene er dum og doven, den anden er utroværdig og skifter synspunkter hurtigere end en hest kan rende. Hvem har klaret sig bedst? Det er der naturligvis intet fornuftigt tænkende menneske, som kan svare på.

Spørgsmålet er kun interessant for en skare af hysteriske og selvoptagede mediefolk, der har det med at forveksle det, som sker i medierne med virkeligheden.

Spørgsmålet vidner om dyb mangel på respekt for folkestyret. Den politiske debat bliver reduceret til en fodboldkamp eller måske snarere et hestevæddeløb, hvor det bare handler om at klare sig bedst. Ikke et ord om ideologi og holdninger, livsværdier og menneskesyn, som i virkeligheden er det, som folkestyret og politik handler om.

Nu er de omtalte to damer måske lidt selv ude om, at de er havnet i hestens rolle i dette væddeløb. For sandt at sige har de to aldrig markeret sig særlig stærkt i de grundlæggende ideologiske og principielle debatter. De er havnet på topposter, fordi de har denne særlige evne til at brænde igennem i medierne og sælge billetter for deres parti – uanset hvilke holdninger og grundsyn det har handlet om. De er management-kulturens sande helte, som kan sælge sand i Sahara.

Jeg er sikker på, at grundloven og folkestyrets fædre, der kæmpede for demokratiet i Danmark, roterer med høj hastighed i deres grave, hvis de kan se, hvordan demokratiet har udviklet sig de seneste år. Folketinget er blevet reduceret til en ustoppelig lovmaskine, som producerer mængder af overflødige, ligegyldige love, der kun tilfredsstiller politikernes behov for at kunne vise resultater. Ingen tænker på, at dette lovjaskeri, hvor lovene bliver mere og mere uforståelige, udhuler befolkningens demokratiske rettigheder – ofte fordi begrundelsen for lovene netop er, at man vil beskytte den samme befolkning mod sig selv..

De mest lovkyndige af alle – juristerne – burde for længst have undsagt denne udvikling. Men man tier og samtykker – for love giver arbejde ikke bare til en selv, men til en hastigt voksende stand af snyltende jurister og økonomer, for hvem det at gøre tingene enkelt og indlysende er en vederstyggelighed.

Meningsmålingerne bærer sin del af skylden. For de daglige målinger af dette og hint stiller store krav til vore politikere om daglige resultater. Glemt er de langsigtede mål – visionerne om et anderledes og måske bedre samfund. Den langsigtede ideologiske debat er der ikke plads til – for det giver ikke points i kampen om vælgernes gunst. Derfor går det danske folkestyre og demokratiet sin sikre død i møde – og det er meningsmålingernes skyld. Det er egentlig ganske meningsløst!

P.s. Dette er ikke en opfordring til politikerne om at forbyde meningsmålinger, hvad der jo ellers kunne være fristende. Men det er alt for kortsigtet en løsning.